Viser indlæg med etiketten Personligt. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten Personligt. Vis alle indlæg

mandag den 13. maj 2013

Laurines navnedag

Vi havde navnedag for Laurine i lørdags. Helt igennem en dejlig dag - et hold venner og den allernærmeste familie. Vi havde knoklet i 3 dage op til for at gøre huset rent, rydde op, lave kager og mad, og da det hele var overstået kollapsede vi på sofaen. Men ih, hvor er vi glad for at vi besluttede at holde en særlig dag for den lille dame. Vi fik en masse fine gaver, som vi glæder os til at hun på sigt kan bruge.

Her kommer til billeder fra dagen.














tirsdag den 23. april 2013

TAK - helt fra hjertet!

Jeg vil gerne sige jer tak! Mange og ikke mindst varmtfølte tak! Jeg har læst alle jeres indlæg flere gange, og det gør mig utrolig godt at mærke al den omsorg, søde tanker og gode ord, som I har sendt min vej. Kan til stadighed bliver glad helt ind til knoglerne, så meget godt blogland kan bringe med sig. Her er omsorg, menneskevarme og ikke mindst forståelse for livets mange krumspring, og netop også derfor gør det mig altid godt at dele livets svære sider her med jer.

Jeg er generelt ved godt mod - har, som Anne skrev, eftergivet mange af de trælse ting, der var omkring min far, og har givet mig selv lov til at mindes og ikke mindst være ked af at have mistet den gode del af min far. Nu ser vi fremad...

Ps. Jeg har ikke glemt min give away...den bliver trukket i morgen.

søndag den 21. april 2013

At miste, noget man har allerede har mistet

Jeg mistede min far i tirsdags. Vi mistede ham til alkoholen...faktisk mistede vi ham for et par år siden. Vi mistede ham da han begyndte at drikke i smug, da han over flere ophold og tilbud forsøgte at blive ædru, og ikke mindst da han gang på gang valgte flasken frem for os. Det har virkelig været et par svære dage, og ikke mindst fordi det er svært at sætte ord på det at miste sin far, som man egentlig har mistet.

Jeg har tænkt meget over hvad jeg ville skrive, og om jeg overhovedet skulle skrive om min fars død her på bloggen. Jeg nåede frem til at jeg jo tidligere har delt mine følelser og oplevelser omkring min far - ikke mindst fordi det lægger mig meget på sinde, at netop emnet alkohol aldrig må blive et tabu. Dertil har det også været en personlig ventil - et sted, hvor jeg kunne få luft for de svære tanker og for følelsen af at blive valgt fra. Jeg ønsker ikke at skrive om forløbet, om hvordan han levede i den sidste tid, hospitalet, vores savn og tilgivelse, og alle de andre følelser, som har fyldt meget i den sidste tid. For det er svært at fatte sig i ord og på papir - trods det at vi har snakket helt utrolig meget om far i de sidste 3 år. Det er helt utroligt at en person, som ikke er en del af ens liv skal fylde så meget. Når man så kommer til at skulle skrive om det er det, som om alle ordene fylder for meget, og de har svært ved at finde sammen.

Min far fik en fin bisættelse torsdag, og trods vores triste forhistorie, blev det en smuk afsked. Det var en dag med sammenhold, tilgivelse, smukke ord og afklarethed. Det blev et stormfuldt farvel, og starten på en fremtid med mulighed for at lægge de svære følelser og år bag sig.

Tak fordi I har mod på at læse med, og ikke mindst at give mig en tryg havn, hvor der er plads til sådanne indlæg.

fredag den 15. marts 2013

4 måneder


Den lille dame fylder 4 måneder idag. Tænk sig! Syntes tiden går helt utrolig hurtig, og at hun virkelig er blevet så stor. Alligevel er hun stadig meget lille (vi skal ihvertfald vende os til den evige kommentar "hvor er hun lille - hun må da ikke være så gammel). Den kan godt give et lille stik i hjertet, men vi tager den med oprejst pande, og glæder os over at hun trives, har masser af glimt i øjet, og en utrolig skøn.

torsdag den 7. marts 2013

Alene hjemme

Laurine og jeg er for alvor ved at lære at være alene hjemme. Mikkel har været så heldig at få fast arbejde, og startede for godt en uge siden. Jeg var meget spændt på hvorledes det med at være ene om den lille dame ville gå - for de første 3 måneder af hendes liv har vi været to (plus en masse søde sygeplejesker). Så da dagen kom, og vi vinkede farvel til far, så havde jeg virkelig sommmerfugle maven. For kunne jeg nu håndtere alt fra amning, pusling, underholdning, af få sovet, komme på toilet, noget at spise og alle/tænkelige ting. Vi hygger os, og hun udvikler sig fra dag til dag.



Ved I hvad - det går jo faktisk fint! Er faktisk overrasket over, hvor hurtig man "finder ud af" at sno sig. Pludselig er man verdensmester i at kunne alt med én hånd. Når får virkelig øvet sine benmuskler med diverse bøj og stræk. Jeg nyder virkelig at gå derhjemme, og dog er det også helt fantastisk når Mikkel kommer hjem, og tager lidt over. 
Der er dog enkelte ting, som kan ændre dagens gode gang. Vi har bemærket at når Laurine bliver "udsat" for andet end hjemmets 4 vægge, så kommer der lidt kurre på tråden. Vi har indtil videre prøvet at være på besøg på mit arbejde, hos min mor, og hos en veninde - alle 3 gange har hun efterfølgende haft svært ved at sove og finde ro. Vi tager derfor kun 1 besøg ud af huset om ugen, og sørger for ekstra tæthed i døgnet efterfølgende - såsom at det er helt ok at sove hos mor og far i sengen. Vi er meget spændt på at se, hvorledes det med besøgene udvikler sig, idet vi har hospitalets har fået afvide, at de tidligt fødte godt kan være ekstra sensitive i forhold til nye mennesker, indtryk og steder. Igen følger vi det mantra, at vi tager én dag af gangen, og følger hendes udtryk og behov. 

tirsdag den 12. februar 2013

Stor udvikling - tigerspring og 3 kilo

Har en datter, som i disse dage helst vil sove på arm, bliver ked af det ud af ingenting, og som næsten hyperventilerer, når hun skal åbne øjnene efter sin sovetid. Har virkelig ondt af hende, idet hun på ingen måde kan kontrolerer, hvornår verden falder ned i hovedet på hende. Hun går fra stille og rolig, til ultragrædende og ked. Fra de kloge sider på nettet kan vi se, at hun formentlig har sit første tigerspring. En bevidsthedsudvidelse af de store, hvor verden føltes uden filter og alt for stor. Vi gør hvad vi kan for at holde om og holde af - men kan også godt mærke, at sådanne hop virkelig kan tærer på kræfterne. Heldigvis er vi begge hjemme lidt endnu, og dét at være to om gråden, manglende søvn og væren på arm - ja, det er virkelig en stor hjælp.

Vi er dog lykkelige for, at hun er godt igang med at udvikle sig. Det kan til tider være svært at læse sig til, hvorledes barnet udvikling er. Man kan jo få alle mulige apps og læse på diverse sider på nettet om netop dette emne. Laurines udvikling er generelt forskudt - noget passer til terminsdato, andet til hvor ca. hvornår hun er født. Vi har fra hospitalet fået afvide at vi skal føler os lidt frem, og vi har heldigvis også en rigtig sød sundhedsplejerske, som giver gode råd.

Apropos sundhedsplejerske så havde vi besøg i fredags, og her sneg vægten sig op over 3 kilo. Helt præcist 3100 gram! Hun tager således på lige, som hun skal. Hun er en lang og slank dame, og pt. passer hun tøj i størrelsen 48-56. Ikke alt tøj sidder lige godt - for maven fylder ikke så meget, og det samme kan siges om lårbasserne. Så det med at finde tøj der sidder godt, og ikke er for stort kan til tider være lidt svært. Vi har arvet en del tøj, købt en del i genbrug, samt også fået en del i barselsgaver. Og nogle mærker sidder bare bedre end andre. Pt. er jeg rigtig glad for Mad og Mette mærket fra Føtex - de har en lang slank pasform, og ærmerne er ikke for store. Ligeledes har jeg et blødt hjerte for Phister & Philina - har her været heldig på udsalg, og har købt lidt forskelligt.

Her er hun fanget i et roligt øjeblik. Iført en Holly body og uldbukser fra Phister & Philina.

tirsdag den 22. januar 2013

Vi er hjemme!

Og det har vi været siden fredag. Det er gået stille og roligt, og vi nyder virkelig at være blevet os selv. Jeg startede egentlig indlægget allerede fredag - men amning, oprydning, at sove, og at kysse på kæresten har været en første prioritet. Så indlægget er med lidt forsinkelse. Her er lidt tanker fra dagen og dagene op til hjemkomsten.

Med stort smil på læben, og med tårene løbende ned af kinderne gik jeg (og Mikkel, smågrinene af mig, og bestemt uden tårer) ud af dørene på C1, og ud til bilen og den virkelig verden. Med Laurine varmt pakket i en alt for stor fleecedragt, og sødt sovende i sin autostol. Den 18. januar blev dagen, hvor vi fik lov til at komme hjem. Hele 5 dage før hendes termin - tænk sig, vi har allerede kendt hende i 2 måneder nu. At gå ud af dørene med Laurine føltes næsten, som dagen hun blev født - helt utroligt fantastisk.

Det er så hyggeligt at holde mor i hånden når man sover. Billedet er taget en af de sidste dage inden vi kom hjem. Laurine fik over ca. 14 dage mere og mere tid på mit værelse, så vi kunne vende os til hendes lyde og dagsrytme. 

Tøjet hun skulle have på til hjemkomsten. 


Et sidste fodaftryk inden vi tog afsted. Vi har nu to sæt - og man kan virkelig se at hun er vokset siden hun fik lavet de første da hun var ca. 2 uger gammel. 


Hjemkomstdagen har vi ventet på virkelig længe, men det er også dagen man et eller andet sted har frygtet. For nu står vi på egne ben - uden daglig kontrol af alt fra temperatur, vægt, blodprøver med videre, sygeplejesker med overmenneskelig omsorg og nærvær, og ikke mindst et forælderansvar og starten på et nyt familieliv. 

At sige farvel til afdelingen var overvældende på mange måder, og heldigvis havde sygeplejerskerne forbredt mig/os i god tid på hjemkomst og følelser, der ville komme. Heldigvis - fordi jeg faktisk skulle bruge en god uge på at græde lidt i krogene - over at jeg ville savne alle de skønne mennesker som nu i over 2 måneder havde omgivet os. Sygeplejerskerne er lidt blevet en del af vores familie. De kender næsten Laurine lige så godt som vi gør, og jeg har en følelse af, at vi ikke kan takke dem nok for det de har betydet for os, og det at Laurine har haft så godt et forløb. Vi føler meget at vi har været på forælderskole under hele opholdet, idet sygeplejerskerne har været behjælpelig ved alle spørgsmål og gøremål. De har glad og gerne passe på de små, og ikke mindst opfordret til cafébesøg, hjemmeovernatninger, gårture med mere. Så det at skulle fra disse dejlige mennesker har været hårdt. Heldigvis er man som forældre på C1 altid velkommen til besøg, og det er faktisk et krav når vi om 5 måneder skal til tjek, at man kommer op og viser barnet frem. 

Nu er vi så hjemme - glade, overvældede, ofte med en tårer på kind, og ikke mindst helt og aldeles en familie. Det tog ca. 2 sekunder i huset, før det hele bare føltes som det skulle, og uden de store bekymringer. Sikke en lettelse! Jeg kan til stadighed bliver helt paf over, at vi har haft én så svær og alt for tidlig start på Laurines liv. For det føles som om, at sådan skulle det være. Det er utroligt hvordan noget som er "for tidligt, ikke normalt, ikke til tiden" kan komme til at føles som det normale. Men tingene havde nok også set anderledes ud, hvis Laurine var barn nr. 2, og vi havde været igennem et normalt forløb. Alt i alt føler vi at det være en utrolig positiv oplevelse. Graviditet, fødsel, hospitalsophold og hjemkomst. Nu går dagene med barsel (vi er så heldige, at Mikkel pt. er uden arbejde, så han er hjemme hos os i disse dage), og jeg glæder mig til tid hjemme sammen med Laurine.

lørdag den 5. januar 2013

Helt utrolig mange barselsgaver

I torsdags ramte vi 7 ugers dagen for Laurines fødsel. I den tid vi har været indlagt har der været helt utrolig mange mennesker på besøg - familie, venner og kollegaer. Det har været virkelig dejligt at få lidt adspredelse i den daglige trummerum, samt ikke mindst at vise Laurine frem. Jeg vil bestemt ikke lyve og sige, at det at være selskabelig og vise frem ikke har taget kræfter. Har ofte taget mig en god lur når gæsterne var taget afsted. Hvert besøg har dog også givet energi - til at undgå hospitalskuller, til fornyet positivitet, til at se fremad, og til at glæde os endnu mere til at hun kommer med os hjem. Jeg vil på ingen måde have undværet et eneste besøg af de mange besøg - for det har virkelig givet mig nærvær, glæde og en stor følelse af, at vi nu er en familie. Hvert besøg har betydet meget for mig, og jeg har været helt utrolig rørt over at folk har taget tid ud af deres ellers travle hverdag for at komme til Herning. Faktisk har min kære veninde, Julia, lavet et lille indlæg om hende besøg hos os, hvilket gav mig en del glade tårer i går aftes da jeg læste det. Tusind tak for de smukke billeder og de fantastiske ord - jeg blev meget rørt!

Når alle disse mennesker har været forbi, så har det altid været en gave med i hånden. Og vi har virkelig fået mange fantastiske gaver. Foruden de medbragte gaver har det også væltet ind med pakker via posten - både til hjemmeadressen og her på hospitalet. Helt overvældende, og vi er så glade for hver og én. Mange af gaverne er hjemmelavet, og andre er i sjovt og skønt design. Jeg kan ikke lade være med at vise jer lidt af de mange fine ting.
Hende her har jeg vist før - den lille superdukker, som passer på Laurine, mens hun sover i sin vugge. Dukken er lavet af Asli efter eget design, og den har virkelig fået ros fra både sygeplejesker og forældre. 

3. juledag fik vi endelig besøg af min lillebror og hans kæreste, samt vores lille nevø. Med sig havde de en fantastisk fleecedragt. Pink er nu en skøn ting!
Med sig havde de også dette skønne linoliumstryk, som de har købt til os i Amsterdam. Jeg tror at billedet får en plads på Laurines pusleværelse.


Næste levende billede er en uro fra vores kære venner, Anne og Daniel. Den lille fyr er en såkaldt pustetrold, som er lavet af Flensted Mobiles. Havde aldrig hørt om dette firma før, men det viser sig at Mikkels svigerfamilie har flere af disse uroer hængende derhjemme. Historien med trolden er at når man bliver ked af det, så kan man puste på trolden, og så bliver alt godt igen. 

Sørme om Laurine ikke også fik en julegave fra C1 afdelingen her på Herning Sygehus. En hoptimist - en hospitalsklovn. Tænk sig at de børn som er indlagt til jul får alle sådan en sød lille en. 

Laurine har fået helt utrolig mange lækre "sko"/futter. Dette er blot et af de mange par, og jeg tror det ender med at vi må lave en ugeplan for hvornår hun skal have de forskellige par på - for der er vist et par til hver ugedag. Disse er i skøn blød alpaka.

Så til lidt af det hjemmelavede. Her er det en blomst med tilhørende raslelyd. Det er min veninde, Anne, som har været igang. Er helt vild med farverne, og ikke mindst at hendes kæreste måtte spise Kinderæg, for at Anne havde en lille beholder til indeni blomsten. 

Næste gør det selv gave er fra Anne. Den fineste skovgtrøje! Den får hun på når vi skal på skovtur.

Den lækreste hjemmestrikkede vest i plantefarvet garn, kom fra nogle af vores vikingevenner. Glæder mig vildt til at hun bliver så stor at den passer. 

En lille giraf til at nusse med. Denne skønne ting har min veninde, Janni, lavet. Elsker det fine fløjl og de små detaljer med båndene. 

Julegaven fra Laurine fra Mikkels arbejde - den fineste Holly trøje med flæser. Lige tilpas piget, uden at være alt for lyserødt og sukkersødt. 

Og som rosinen i pølseenden. Et lille hæklet pindsvin fra firmaet Sebra. Kan ikke stå for dens lidt fjogede udseende. 

Dette er blot nogle af gaverne - vi har fået mange flere. Utrolig overvældende! Vi er så glade for de mange ting, og glæder os til at vi kan putte hende i noget af alt det lækre tøj vi har fået. 

søndag den 23. december 2012

Jul som ny familie

Vores december er jo noget anderledes i år end det vi havde forestillet os. Jeg havde glædet mig til at være trumlerund, med et stor flot mave, og ikke mindst skulle Mikkel og jeg fejre vores første jul sammen. Men som I nok har læst besluttede min krop og Laurine i fællesskab, at sådan skulle det ikke være. Det at blive lille ny familie kom noget tidligere end forventet, og bragte mange spørgsmål og overvejelser i forhold til juleaften, hygge og familiesamvær.
For vi er her stadig - på hospitalet. Laurine skal vokse, have hjælp til at ilte sig. Man kan faktisk sige så meget, at vi er gået hen og blevet fastliggere - Laurine og jeg. Det betyder at vi som lille ny familie ikke kan fejre jul med resten af familien. Eller...Laurine skal blive på hospitalet og hygge sig i sin vugge med alle de søde sygeplejesker, og Mikkel og jeg tager afsted på et kort visit til mad og pakker på Mors, og så tilbage igen til midnat. Jeg er meget spændt på hvordan det kommer til at gå - med afsavn, udmalkning, vejret og meget mere. For jeg er helt sikker på at hun vil være savnet i alle minutter vi er væk fra hende, og jeg håber at jeg kan slappe af, så det med vejret og udmalkningen ikke blive en stressfaktor. Jeg må tage det som det kommer...våde øjne og mælkepletter!

Selv om mange har spurgt om det ikke har været svært at være på hospitalet i julen. At det ligeledes må være hårdt, at vi ikke kan få en normal juleaften. Vi vil selvfølgelig allerhelst være hos vores familie med Laurine i favnet. Men vores oplevelse er, at det er utroligt hyggeligt at være på C1 i december. Her hygges virkelig om os "fastlæggere", og der er en helt særlig stemning blandt både ansatte og familierne. Dagene bliver jo alligevel talt i december, og man har noget at glæde sig til. Så tiden er gået hurtigt, og dagene har virkelig taget hinanden med storm.



Laurine har virkelig også taget os med storm i denne uge - jeg kan ikke rose hende nok for hendes evne for at tage på og for at være helt utrolig dejlig. Dagens status for den lille dames størrelse er - vægt: 2156 gram, længde 45 cm. Hun har således spist sig til næsten 1 kilo og 7 cm. I får lige et par billeder fra vuggen.


søndag den 16. december 2012

1 måneds fødselsdag


Tænk sig - igår var det 1 måned siden, at Laurine kom til verden. Tiden går helt ufattelig hurtig, og det kan være svært at følge med. Der er sket virkelig meget over de sidste 4,5 uge, og Laurine vejer nu godt 1800 gram. De søde sygeplejesker  sørgede for flag ved siden af vuggen. Den lille dame havde besøg af sin Mormor, og min dejlige Faster, og jeg skal da love for at Laurine fik charmeret dem begge. For mig var det en stor ting, at min mor fik lov til at holde vores datter - det at vise sit barn frem har jo været en lidt anderledes ting end det, som det normalt ville være når man føder til tiden. At se Laurine indebærer nemlig håndvask, afspritning, indtil videre ikke så meget hudkontakt med andre end fra mor og far, og meget få gæster af gangen. At møde Mormor igår var da også lidt overvældende for Laurine - ikke at hun var ked af det. Tværtimod var hun meget opmærksom, og lå med store øjne og kiggede mod gæsterne. Nej, det var faktisk så spændende, at hun brugte mere krudt på charme end på at huske at trække vejret ordentlig. Udtrykket - you take my breath away - får her en hel anden betydning. :0)
Som I kan se på billederne var det et stort øjeblik for begge damer...


onsdag den 5. december 2012

Hygge på hospitalet

Først vil jeg meget gerne takke for alle de søde hilsner, skønne kommentarer og opmuntrende og livsglade ord, som I har lagt her på bloggen siden Laurine kom til verden. Jeg ville meget gerne svare på alle kommentarerne, men internettet på hospitalet er ikke så glad for blogger, og det gør desværre at jeg ikke kan få lov at kommentere på min egen blog, samt skrive svar til den enkelte kommentar. Rigtig træls, for hvor ville jeg gerne takke jer alle sammen personligt! Håber at I kan bærer over med mig, og så håber jeg at kunne knække koden, så jeg kan skrive svar igen.

Her hos os går det rigtig super. Laurine spiser sig rundere og rundere, og begynder så småt at få mere krop og kinder. Vi håber meget at hun rundet et skarpt hjørne i morgen - de 1500 gram. Det er altid spændende at skulle have hende på morgenvægten, og se hvor meget hun har fået spist sig til siden dagen før.
Hun er også begyndt at få meget mere personlighed, og ansigtstrækkende begynder virkelig at træde frem. Det bliver så spændende at se hvad det hele ender med.

Hos moderen står det også rigtig godt til. Jeg har endnu ikke haft tanken - Øv, hvor er det træls at være indlagt/bo på hospital. Jeg har det rigtig fint med at bo her, og jeg kan faktisk til tider syntes at der er for få timer i døgnet. Ved hver eneste mulighed griber jeg strikkepindende, og har nyder at sidde og nørkle. Stuen har efterhånden også fået et mere hyggeligt præg, idet jeg har medbragt lidt billeder, egen hovedpude med retrobetræk, godt med garn, og meget mere. Jeg befinder mig godt.

Billedet er et af de skønne prints fra Going Danish

Har medbragt en stor portion strikkebøger - bl.a. "All you knit is love" og "The Bird Collection". Alle bøger kan købes hos Tøndering Strik i Århus.

To af mine absolut yndlingstasker - min skønne strikkepose fra Anne, og stjernemulepose fra Søstrene Grene til ca. 40 kr. 




onsdag den 28. november 2012

Så småt ved at finde på plads

Vi er så småt ved at finde os på plads her på C1 - børneafdelingen på Herning Sygehus. Jeg har fået mig et dejligt værelse tæt på Laurine, og har fået hentet en del forskellige ting, som gør at det hele føles mere hjemligt - egen hovedpude, masser af strikketøj, eget tøj med mere. Dagene går faktisk overraskende hurtigt, og jeg skal til tider knibe mig i armen for at huske dato og ugedag. Tænk sig - det er allerede 14 dage siden hun kom til verden den lille. Dagen og natten går med 6 gange udmalkning, faste måltider, masser af besøg og sidden med Laurine på brystet, samt indrapportering til sygeplejesker i forhold til mig og min situation. Ja, man kan faktisk godt syntes at man har lidt travlt i løbet af dagen. Og selv om man ikke pudsler og er mor til et normalt født barn, så er man stadig træt når dagen er omme, og man kan sagtens tage en lur midt på dagen.

I forhold til min tilstand er jeg stadig indlagt til observation for min svangerskabsforgiftning, og der holdes skarpt øje med både blodtryk og vægt. Jeg har tabt ca. 17,5 kilo på 2 uger, og det er virkelig vidunderligt at vende tilbage til min egen krop. Svangerskabsforgiftningen havde virkelig sat sit præg - ufattelige mængder vand i ben, ansigt og arme, forhøjet blodtryk og generel ubehag i kroppen. Faktisk er det først her bagefter, at jeg har fået indblik og har indset, hvor slem en tilstand jeg har været i. Egentlig burde jeg havde indset det da jeg var midt i det - men da prøvede jeg at holde humøret højt, have overskud, og satte meget fokus på det, at vores lille datter fik lov til at blive i maven længe endnu. Jeg skubbede alle tanker om mit velbefindende i baggrunden, og fokuserede på at være smilende og tage diverse nyheder om vores tilstand med oprejst pande.
Her bagefter er jeg næsten overrasket over, at der faktisk gik så langt som 2,5 uge før det blev vurderet, at Laurine skulle komme til verden. Også selv om det var alt for tidligt - uge 29 + 4. I disse uger tæller hver dag, og jeg er lykkelig over at vi trods alt nåede så lang...for det var tæt på at være blevet tidligere.


Sagen er heldigvis den, at Laurine har det strålende. Hun har faktisk allerede fundet sin plads - her i verden og ikke mindst i vores hjerter. Hun har fra første åndedrag gjort sig bemærket, og ytre sin mening hvis hun er utilfreds. Hun er helt igennem en lille guldklump - tager gram på som hun skal, er rigtig god til at holde pauser fra CPAP (en luftapparat, som hjælper hende med at trække vejret), har ikke skulle i lys for gulsot, og læger og sygeplejesker roser hende til skyerne. Vi er hende dybt taknemmelig for, at bekymringer ikke har fundet plads i vores lille familie. I de godt 14 dage vi har kendt hende har hun kun givet smil, glæde, lettede tårer, omsorg og kærlighed. Med hjertet fyldt med dette kan man sagtens indstille sig på at skulle blive i Herning de næste mange uger - for vi ved at vi får vores dejlige guldklump hjem i det nye år.

onsdag den 21. november 2012

Lille Laurine

Mere stilletid på bloggen er det altså blevet til - for svangerskabsforgiftningen blev i torsdags afbrudt af et kejsersnit. Hele historien omkring forløbet vil jeg meget gerne dele med jer, idet vi faktisk havde en helt fantastisk oplevelse omkring hele forløbet.

Men torsdag  blev altså dagen hvor jeg ikke fik lov at være gravid længere, men hvor Mikkel og jeg fik nye titler - Mor og Far til en skøn lille datter, som skal hedde Laurine. Hun er født i uge 29 + 4, og vejede kun 1174 gram og var 38 cm. Hun er fuld af liv, kraft, og klarer sig bare utrolig flot. Vi har snakket meget om det at blive forældre 10 uger for tidligt, og som vi har oplevet det har det kun været positivt. Hun er så stærk, at vi på intet tidspunkt har været bange eller nervøse, og det er sådan en glæde at opleve hende og at være en del af hende nye liv her sammen med os.


Jeg kommer nok til at skrive meget mere om Laurine, og ikke mindst vores ophold her på Herning Sygehus. For vi skal være indlagt de næste 2 måneder, mens hun vokser sig stor nok til at komme ud og møde verden.

tirsdag den 13. november 2012

Skabt til at skabe - gæsteblogger hos Meraki

Idag gæsteblogger jeg ovre hos Trines fantastiske firma! Temaet er kreativitet, og jeg håber meget, at I vil klikke over og læse med.