På den sidste dag af min barsel (uofficielle, idet jeg egentlig havde sidste dag i torsdags) syntes jeg det må være på sin plads at dele historien om Laurines fødsel. Jeg har længe tænkt over dette indlæg. Mange bloggere har skrevet om deres graviditets- og fødselsforløb, og jeg husker det som spændende og lærerig læsning. Når man er 1. gangs gravid tænker man ikke på, at alle fødselsforløb er utrolig forskellige, og kvindernes/forældrenes oplevelser ligeså. Man har sine forestillinger om, hvordan en "normal" fødsel er, og man har selvfølgelig også ønsker og ideer om, hvordan man vil takle fødslen. Som I måske ved blev alle vores forestillinger om graviditet og fødsel vendt op og ned, og vores forløb blev meget anderledes end forventet/ønsket. Laurine kom alt for tidligt - nemlig i uge 29 + 4. Jeg fik en meget alvorlig omgang svangerskabsforgiftning, hvilket medførte at Laurine kom til verden ved kejsersnit. Mens jeg lå indlagt følte jeg, at der var mange "normalitetskameler", der skulle sluges, og det at blive pålagt et kejsersnit var bestemt én af dem. Vi valgte at tage én dag af gangen - og med stort fokus på at nyder hvert lille fremskridt og udvikling. Det var selvfølgelig ikke en dans på roser at være indlagt i næsten 3 måneder, og der var mange svære oplevelser undervejs. Men vores store fokus på det at være positiv under indlæggelsen har gjort, at vi fik utrolig mange fantastiske oplevelser - små ting, som pludselig bliver noget meget stort og specielt, fordi Laurine blev født for tidligt. Jeg håber at I har lyst at læse med..., og beklager på forkant, at det bliver et langt indlæg
Optakten til Laurines fødsel:
Torsdag d.
25. oktober: Ved 26 ugers undersøgelse hos lægen viser det sig, at jeg har forhøjet blodtryk, og
protein i urinen. Min læge mener at det måske var svangerskabsforgiftning, og beder mig holder øje med andre tegn. Over weekenden
oplever jeg kraftig hovedpine, kvalme, synsforstyrrelser og stor træthed.
Mandag morgen er det derfor tilbage til lægen. Både blodtryk og urin var nu kraftigt påvirket, og min læge kontakter ambulatoriet i Herning, som ønsker at se mig til scanning. Trods megen ubehag kører jeg selv til
Herning, hvor jeg bliver grundig undersøgt - og efterfølgende direkte indlagt. På svangreafdelingen bliver jeg straks lagt i seng, og bedt om at slappe af og sove. Det var meget overvældende og jeg vidste ikke helt hvad og hvordan jeg skulle tænke om det hele. Mikkel kommer til Herning med toget, med taske, knus og kram. Jeg tager om aftenen et dejligt varmt bad, og får efterfølgende skæld ud af en af sygeplejeskerne - jeg skal blive i sengen og slappe af! Her går det op for mig, at det ikke bare er en lille ting jeg fejler.
Mandag til fredag er jeg indlagt, og får det stille og roligt bedre. Jeg får piller for blodtrykket, og det falder mod weekenden. Til weekenden får jeg lov at komme hjem på weekendorlov. Mandag skal jeg igen til Herning, idet jeg skal tjekkes for at
blive endelig udskrevet. Ved scanningen får vi af vide, at lillefisen er en
pige. Virkelig en fed oplevelse at få kønnet helt sikkert af vide. Nu hvor der er komplikationer og det måske ser ud til, at hun kommer ud for tidligt følte vi meget, at vi kom lidt tættere på hende ved at vide kønnet. Jeg kommer hjem fra afdelingen, dog med besked om ny undersøgelse, og at komme mit blodtryk over en vis linje skulle jeg komme ind igen. Allerede tirsdag morgen er blodtrykket højt, og jeg ringer til afdelingen. Jeg bliver igen indlagt, og får
en indsprøjtning med binyrerbarkhormon, som skal hjælpe på modning af Laurines lunger. Onsdag udskrives jeg igen. Torsdag tjekkes jeg, og alt ser fint ud, trods svangerskabsforgiftningen. Torsdag nat får jeg igen kraftig hovedpine. Jeg kan ikke finde ro, og bliver meget urolig. Vi tjekker blodtrykket, og da det er højt ringer vi til barselsgangen, og får besked på at komme med det samme. Jeg
bliver puttet i bilen med pude og varmt tøj. Jeg sover hele vejen, og har det ikke særlig godt
da jeg ankommer til hospitalet. Vi bliver henvist til en stue på barselsgangen, og her bliver jeg
holdt øje med af to jordmødre. Jeg bliver igen indlagt. Fredagen er
dog på ingen måde overstået, og natten skal vise sig at blive rigtig slem.
Trods megen hvile og afslapning i løbet af
dagen løber mit blodtryk utrolig stærkt efter kl. 00, og over natten får jeg ekstra piller for at styre det. Hovedpinen er meget kraftig, og det er umuligt at sove på grund af de kraftige smerter. Vælter mere eller mindre rundt i sengen, og må af flere omgange ringe efter sygeplejerskerne. Overlægen er bekymret, og senere finder jeg ud af, at det var tæt på et akut kejsersnit. De var bange for at jeg ville gå i kramper, og på den måde sætte mit liv i fare. Ved 3 tiden finder lægen en ekstra hurtigvirkende pille, og hvis den ikke giver
ro, må vi gå næste skridt. I løbet af 5 min kan jeg mærke, at den virker, og jeg får sovet et par timer. Da jeg med nød og næppe undgik kejsersnit, foreslår en af
sygeplejerskerne, at Mikkel og jeg om søndagen får en rundvisning på børneafdelingen. Her får vi en rigtig god snak med personalet, som viser os et par af de små på ca. 1900 gram, og ikke mindst hvor den
lille dame kommer til at ligge, når hun kommer ud. Det er en virkelig god
oplevelse, og gør at situationen og forløbet fremover bliver mere roligt. For det er nu helt klart for os, at Laurine ikke bliver derinde længe, og at det kun er et spørgsmål om timer/dage før hun ankommer. Ligeledes får vi besked på, at hun vil komme ud med kejsersnit, idet jeg er for syg til at kunne føde "normalt. Dette er jeg selvfølgelig ked af - jeg havde glæder mig til at dele oplevelsen med Mikkel. Jeg har virkelig gerne ville føde normalt, og bruge et par dage på at affinde mig med at det er sådan det bliver.
Torsdag d.
15. november får vi om formiddagen af vide, at der overvejes kejsersnittet - den dag eller dagen efter. Baggrunden for beslutningen er at jeg får 4 forskellige piller for it blodtryk, og mine organer er så småt ved at være påvirkede af det højeblod tryk. Dertil kommer at jeg over den sidste uge har taget 1 - 1,5 kilo væske på i døgnet!
Min krop er så småt ved at sige nej tak til graviditen, og der er fare for at jeg kan få varige skader. Ventetiden bliver ret så underlig, og besøget fra Mikkels mor og hendes mand føltes også lidt spøjst - lidt som at sidde i et vakuum og vente på at blive forældre. Ved ca. 15 tiden kommer lægerne - der er nu bestilt kejsersnit til kl.
17. Vi bliver utroligt glade for at det bliver på dagen, og at vi ikke skal vente til i morgen. Vi gør os stille og roligt klar, og en af jordmødrene på afdelingen hjælper med
tøj, spørgsmål, kateter til blæren med mere. Ca. 16.50 kommer samme jordmor og
fortæller, at vi desværre bliver lidt forsinket, da et akut
kejsersnit er kommet ind før os. Luften går nu lidt af ”spændingsballonen”, hvilket faktisk
er meget godt, og vi sætter os til at se lidt ligegyldigt tv.
Kl. ca. 18
kommer portøren, og vi kører ned til operationsstuen. Her mødes vi af et
hav af sygeplejesker, læger og jordmødre. Jeg er overrasket over hvor rolig jeg er, og egentlig er jeg nok mest spændt på at se, hvordan det kommer til at gå med rygmarvsbedøvelsen. Mikkel
snakker med sygeplejerskerne, og de er søde til at sørger for at han er godt ”underholdt”, mens
jeg bliver bedøvet. Da jeg sidder klar med nålen i ryggen kommer vores jordmoder
ind, og jeg bliver utrolig glad og rørt, da jeg opdager at det er en jordmoder, som jeg
kender fra afdelingen, hvor jeg har ligget. Lige pludselig betød det bare rigtig meget, at det var en jordmoder man kendte, og det hele føltes nu meget trygt. Da bedøvelsen først var lagt gik det hele meget hurtigt – de lægger snit og rumsterer rundt. Det er en underlig ting at kunne føle, at de arbejder på og i ens mave, men der er ingen
smerter. Efter ca. 10 min er hun pludselig ude. Det går fint og hurtigt, og hun kommer ud iført sejrsskjorte (fosterhinden). De to
læger når lige at sige til Mikkel, at han skal kigge over skærmen, så han kan se det. Hun lå i en intakt hinde, og Mikkel fortæller at det er som om hun ligger i en tynd plastikpose med vand. Da hun bliver løsnet fra hinden kommer der en fin lille lyd, hvilket var den bedste i verden! Vi havde indstillet os på stilhed, og ikke meget spjæt, og blev derfor lykkelige over disse fine livstegn. Vores jordmoder får Laurine i armene, og hun når at vinkle armen,
så jeg kan se hende inden hun går ud ved siden af, og får hende gjort klar til
C1. Alt går stille og roligt - ingen løben hurtigt afsted eller panik. En af sygeplejeskerne kommer ud med sin telefon, hvorpå hun har et billede af Laurine - en fantastisk tanke, og jeg blev så rørt at hun ville gøre dette på hendes private telefon. Mikkel går nu ud til dem i baglokalet for at kunne følge med dem og Laurine op på børneafdelingen - her får han den skønneste oplevelse idet, hun tager fat i hans lillefinger og klemmer til. Så var den nybagte far helt solgt! Men min lille familie kører op til Laurines nye hjem bliver jeg kørt til opvågning på intensiv, hvor jeg skal overvåges pga min tilstand.
Her slutter første omgang af beretningen....mere vil følge
