Når alt ikke er lyserødt

Og det er det bestemt ikke lige nu...

Min far har taget et tilbagefald, som det hedder indenfor alkoholbehandling. Alkoholikeren vælger selv at drikke igen, og det kan derfor bestemt ikke kaldes "at falde i". Og med dette valg har han mere eller mindre lagt familiens tanker og følelser i dyb forvirring, afmagt og ikke mindst mangel på håb. Vi har sendt ham på behandling igen - i håb og af kærlighed. Håb for at han kan finde modet til at sætte vores kærlighed og familien forrest, og kærlighed fordi det i bund og grund er den største kærlighedserklæring vi giver ham.

Igen må vi håbe og tro, og et eller andet sted også bede til at det lykkes. Men det er meget svært at få tankerne vendt mod det positive, og følelsen af et totalt svigt gør, at man egentlig bare er vred og dybt såret. Så i disse dage kæmper jeg for at holde et positivt sind, og for at dagene ikke skal blive opslugt af tomsind og tårer. Der er mange små ting der hjælper på kampen, som f.eks. at strikke, se film, skrive her på bloggen, snakke med familien, gå en tur, læse andres blogs og meget, meget andet. Så i morgen, søndag, vil jeg fylde med positive gøremål, og håbe på at tomheden i maven ikke bliver for stor.