onsdag den 28. november 2012

Så småt ved at finde på plads

Vi er så småt ved at finde os på plads her på C1 - børneafdelingen på Herning Sygehus. Jeg har fået mig et dejligt værelse tæt på Laurine, og har fået hentet en del forskellige ting, som gør at det hele føles mere hjemligt - egen hovedpude, masser af strikketøj, eget tøj med mere. Dagene går faktisk overraskende hurtigt, og jeg skal til tider knibe mig i armen for at huske dato og ugedag. Tænk sig - det er allerede 14 dage siden hun kom til verden den lille. Dagen og natten går med 6 gange udmalkning, faste måltider, masser af besøg og sidden med Laurine på brystet, samt indrapportering til sygeplejesker i forhold til mig og min situation. Ja, man kan faktisk godt syntes at man har lidt travlt i løbet af dagen. Og selv om man ikke pudsler og er mor til et normalt født barn, så er man stadig træt når dagen er omme, og man kan sagtens tage en lur midt på dagen.

I forhold til min tilstand er jeg stadig indlagt til observation for min svangerskabsforgiftning, og der holdes skarpt øje med både blodtryk og vægt. Jeg har tabt ca. 17,5 kilo på 2 uger, og det er virkelig vidunderligt at vende tilbage til min egen krop. Svangerskabsforgiftningen havde virkelig sat sit præg - ufattelige mængder vand i ben, ansigt og arme, forhøjet blodtryk og generel ubehag i kroppen. Faktisk er det først her bagefter, at jeg har fået indblik og har indset, hvor slem en tilstand jeg har været i. Egentlig burde jeg havde indset det da jeg var midt i det - men da prøvede jeg at holde humøret højt, have overskud, og satte meget fokus på det, at vores lille datter fik lov til at blive i maven længe endnu. Jeg skubbede alle tanker om mit velbefindende i baggrunden, og fokuserede på at være smilende og tage diverse nyheder om vores tilstand med oprejst pande.
Her bagefter er jeg næsten overrasket over, at der faktisk gik så langt som 2,5 uge før det blev vurderet, at Laurine skulle komme til verden. Også selv om det var alt for tidligt - uge 29 + 4. I disse uger tæller hver dag, og jeg er lykkelig over at vi trods alt nåede så lang...for det var tæt på at være blevet tidligere.


Sagen er heldigvis den, at Laurine har det strålende. Hun har faktisk allerede fundet sin plads - her i verden og ikke mindst i vores hjerter. Hun har fra første åndedrag gjort sig bemærket, og ytre sin mening hvis hun er utilfreds. Hun er helt igennem en lille guldklump - tager gram på som hun skal, er rigtig god til at holde pauser fra CPAP (en luftapparat, som hjælper hende med at trække vejret), har ikke skulle i lys for gulsot, og læger og sygeplejesker roser hende til skyerne. Vi er hende dybt taknemmelig for, at bekymringer ikke har fundet plads i vores lille familie. I de godt 14 dage vi har kendt hende har hun kun givet smil, glæde, lettede tårer, omsorg og kærlighed. Med hjertet fyldt med dette kan man sagtens indstille sig på at skulle blive i Herning de næste mange uger - for vi ved at vi får vores dejlige guldklump hjem i det nye år.

10 kommentarer:

  1. Åh kære Louise, hvor er det dog et rørende indlæg. Jeg er så glad på jeres vegne <3

    SvarSlet
  2. Åh hvor dejligt jeg lige havde computer adgang som der kom nyt fra Herning!! Hvor bliver jeg glad for at læse at Laurine - og I - klarer det hele så fint! Kæmpe kram fra din kusine

    SvarSlet
  3. Hvor er hun sød :-) Tillykke.
    Jeg er selv mor til to for tidligt fødte piger (tvillinger). De blev født i 29+3 uge og idag er de altså 10 år :-D Så jeg ved rigtig meget om, hvordan det er at være mor til for tidligt fødte.

    SvarSlet
  4. Hvor er hun fin :)
    Og det er klart du også kan blive træt !

    SvarSlet
  5. Dejligt indlæg, søde Louise. Det glæder mig sådan, at I har det godt :-)

    SvarSlet
  6. Hun er utroligt yndig, helt vidunderlig. Sikke en omgang du har været igennem. Jeg håber alting bliver bedre nu. Rigtig hjertelig tillykke.

    SvarSlet
  7. Dejligt at høre nyt fra jer... Dejligt at høre at den lille viking er en sej pige, som gør det hun skal. Vokse sig stor og stærkere.
    Jeg håber at du også kommer på højkant igen. Glæder mig at I trods den "kedelige" situation om 2 måneder på sygehuset alligevel er positiv.

    SvarSlet
  8. Kære Louise det er bare så dejligt at hører at lille Laurine bliver ved med at trives og vokse som hun skal. Kan godt forstå at du er træt ind i mellem, det er min erfaring at verden bliver en smugle nemmere når man kommer hjem og får lidt mere ro.
    De bedste hilsner fra Signe

    SvarSlet
  9. Kære Louise
    Her midt i mit eget babykaos, har jeg helt overset, at din lille datter kom så tidligt til verden. Men hvor ser hun dejlig ud, og hvor er det dejligt, at hun er så fuld af liv, selvom hun er et nusert lille nibs :) Stort stort tillykke med hende og din nye mor-titel :) Jeg er selv ret vild med min nye mor-titel på trods af skæv start :)

    SvarSlet
  10. Så fint et lille menneske hun er hende Laurine. Tillykke med hende.

    *fruF

    SvarSlet

Jeg vil elske om du ville lægge en lille hilsen...