Vi er hjemme!

Og det har vi været siden fredag. Det er gået stille og roligt, og vi nyder virkelig at være blevet os selv. Jeg startede egentlig indlægget allerede fredag - men amning, oprydning, at sove, og at kysse på kæresten har været en første prioritet. Så indlægget er med lidt forsinkelse. Her er lidt tanker fra dagen og dagene op til hjemkomsten.

Med stort smil på læben, og med tårene løbende ned af kinderne gik jeg (og Mikkel, smågrinene af mig, og bestemt uden tårer) ud af dørene på C1, og ud til bilen og den virkelig verden. Med Laurine varmt pakket i en alt for stor fleecedragt, og sødt sovende i sin autostol. Den 18. januar blev dagen, hvor vi fik lov til at komme hjem. Hele 5 dage før hendes termin - tænk sig, vi har allerede kendt hende i 2 måneder nu. At gå ud af dørene med Laurine føltes næsten, som dagen hun blev født - helt utroligt fantastisk.

Det er så hyggeligt at holde mor i hånden når man sover. Billedet er taget en af de sidste dage inden vi kom hjem. Laurine fik over ca. 14 dage mere og mere tid på mit værelse, så vi kunne vende os til hendes lyde og dagsrytme. 

Tøjet hun skulle have på til hjemkomsten. 

Et sidste fodaftryk inden vi tog afsted. Vi har nu to sæt - og man kan virkelig se at hun er vokset siden hun fik lavet de første da hun var ca. 2 uger gammel. 

Hjemkomstdagen har vi ventet på virkelig længe, men det er også dagen man et eller andet sted har frygtet. For nu står vi på egne ben - uden daglig kontrol af alt fra temperatur, vægt, blodprøver med videre, sygeplejesker med overmenneskelig omsorg og nærvær, og ikke mindst et forælderansvar og starten på et nyt familieliv. 

At sige farvel til afdelingen var overvældende på mange måder, og heldigvis havde sygeplejerskerne forbredt mig/os i god tid på hjemkomst og følelser, der ville komme. Heldigvis - fordi jeg faktisk skulle bruge en god uge på at græde lidt i krogene - over at jeg ville savne alle de skønne mennesker som nu i over 2 måneder havde omgivet os. Sygeplejerskerne er lidt blevet en del af vores familie. De kender næsten Laurine lige så godt som vi gør, og jeg har en følelse af, at vi ikke kan takke dem nok for det de har betydet for os, og det at Laurine har haft så godt et forløb. Vi føler meget at vi har været på forælderskole under hele opholdet, idet sygeplejerskerne har været behjælpelig ved alle spørgsmål og gøremål. De har glad og gerne passe på de små, og ikke mindst opfordret til cafébesøg, hjemmeovernatninger, gårture med mere. Så det at skulle fra disse dejlige mennesker har været hårdt. Heldigvis er man som forældre på C1 altid velkommen til besøg, og det er faktisk et krav når vi om 5 måneder skal til tjek, at man kommer op og viser barnet frem. 

Nu er vi så hjemme - glade, overvældede, ofte med en tårer på kind, og ikke mindst helt og aldeles en familie. Det tog ca. 2 sekunder i huset, før det hele bare føltes som det skulle, og uden de store bekymringer. Sikke en lettelse! Jeg kan til stadighed bliver helt paf over, at vi har haft én så svær og alt for tidlig start på Laurines liv. For det føles som om, at sådan skulle det være. Det er utroligt hvordan noget som er "for tidligt, ikke normalt, ikke til tiden" kan komme til at føles som det normale. Men tingene havde nok også set anderledes ud, hvis Laurine var barn nr. 2, og vi havde været igennem et normalt forløb. Alt i alt føler vi at det være en utrolig positiv oplevelse. Graviditet, fødsel, hospitalsophold og hjemkomst. Nu går dagene med barsel (vi er så heldige, at Mikkel pt. er uden arbejde, så han er hjemme hos os i disse dage), og jeg glæder mig til tid hjemme sammen med Laurine.