At miste, noget man har allerede har mistet

Jeg mistede min far i tirsdags. Vi mistede ham til alkoholen...faktisk mistede vi ham for et par år siden. Vi mistede ham da han begyndte at drikke i smug, da han over flere ophold og tilbud forsøgte at blive ædru, og ikke mindst da han gang på gang valgte flasken frem for os. Det har virkelig været et par svære dage, og ikke mindst fordi det er svært at sætte ord på det at miste sin far, som man egentlig har mistet.

Jeg har tænkt meget over hvad jeg ville skrive, og om jeg overhovedet skulle skrive om min fars død her på bloggen. Jeg nåede frem til at jeg jo tidligere har delt mine følelser og oplevelser omkring min far - ikke mindst fordi det lægger mig meget på sinde, at netop emnet alkohol aldrig må blive et tabu. Dertil har det også været en personlig ventil - et sted, hvor jeg kunne få luft for de svære tanker og for følelsen af at blive valgt fra. Jeg ønsker ikke at skrive om forløbet, om hvordan han levede i den sidste tid, hospitalet, vores savn og tilgivelse, og alle de andre følelser, som har fyldt meget i den sidste tid. For det er svært at fatte sig i ord og på papir - trods det at vi har snakket helt utrolig meget om far i de sidste 3 år. Det er helt utroligt at en person, som ikke er en del af ens liv skal fylde så meget. Når man så kommer til at skulle skrive om det er det, som om alle ordene fylder for meget, og de har svært ved at finde sammen.

Min far fik en fin bisættelse torsdag, og trods vores triste forhistorie, blev det en smuk afsked. Det var en dag med sammenhold, tilgivelse, smukke ord og afklarethed. Det blev et stormfuldt farvel, og starten på en fremtid med mulighed for at lægge de svære følelser og år bag sig.

Tak fordi I har mod på at læse med, og ikke mindst at give mig en tryg havn, hvor der er plads til sådanne indlæg.