Ok, tænker I nok. Hun skriver om eddike - nu må gækken da være gået for pigebarnet.
Sagen er den, at jeg utrolig gerne vil give jer et lille tip til mere hjemmelavet velsmag!
I sommers var vi så heldige, at min kære moder havde brygget hyldeblomstsaft til matriklen. Men trods stor nydelse, så blev saften desværre ikke brugt inden det begyndte at gære. Gode råd var dyre, og vi var på nippet til at hælde den let boblende væske ud. Vi nåede dog heldigvis at huskede vi på min kærestes gammel eddikemoder (jep, det hedder den/hun), som lå og svømmede rundt i en sjat øl. Og med sådan en dejlig dame kan man lave helt nye højder indenfor smagsoplevelser. Vi flytte hende til flasken med den sommerlige drik, og håbede på at hjemmeeksperimentet gik godt. Sådanne fiksfakserier er altid med en smule tvivl i maven, og specielt med noget, der involverer en underlig blød klat og en væske der gærer.
Nu 5 måneder efter kiggede vi til flasken, og tro det eller lad være - det lykkedes! Og det lykkedes endda utrolig godt. I flasken har vi nu ca. 70 cl gylden eddike, som smager af både dessert og lækker salat, og ikke at forglemme - sommer.
Så mit råd til jer er - køb en eddikemoder hos f.eks. Dansk Hjemmeproduktion, og kast jer ud i et Claus Meyerlignende projekt med at lave jeres egen eddike. Man kan gøre det med saft, som indeholder sukker, eller med alkohol. Sukker og alkohol er det som eddikemoderen bruger til at omdanne væsken til eddike. Det vil sige at man kan lave lækre eddiker af saften fra: solbær, hyldebær, æbler, pære, jordbær og meget meget mere.
Glæder mig til at høre om I andre får gode resultater med jeres kommende mødre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Jeg vil elske om du ville lægge en lille hilsen...