onsdag den 15. februar 2012

Inspiration fra Pinterest

Jeg er lige som mange andre blevet meget begejstret for Pinterest (find mig her), og jeg faldt over dette billede, som passer lige med hvordan vores trappe er opbygget.
Så nu er vi så småt begyndt at lave en billedsamling ved trappen. Har planer om at købe et af Mariann´s billeder, da jeg er helt vild med hende billed og farveunivers. Og en plakat fra hende ville bestemt give lidt farve på trappen. 

Det nederste billede er mit seneste fund i genbrug. Jeg er vild med et grafiske tryk, og den lette okker farve. Pris - 10 kr, og den lille besked "En lille hilsen fra Thy" på bagsiden er bestemt en af de ting, som jeg elsker ved genbrug. Mon ikke billedet er et klitlandskab fra Thy? Det bilder jeg mig hvert fald ind at det er. 


søndag den 12. februar 2012

Strikket kjole på pind 3

Lidt af en mundfuld, men ikke desto mindre et projekt jeg påbegyndte lige op under jul. Pt. sidder jeg i en solbeskinnet sofa, og nyder søndagens ro. Her kom jeg i tanke om, at jeg da slet ikke havde vist dette stribede projekt her på bloggen.

Jeg har længe villet strikke noget til mig selv, og jeg har igennem lang tid kigget på kjoler og strik på Pinterest. Striber er en af mine favoritter lige nu (udover mellemgråt med kabelstrik), og med hjælp fra de gode tilbud fra Garnudsalg, så var det pludselig også en overskuelig post rent økonomisk. Så garnet blev bestilt (og utroligt hurtigt leveret i den lokale kiosk), jeg gik igang, og har opskriften opstår undervejs.


Jeg kan tage en fuld stribe på ca. 1 time, og kjolen går pt. fra knæet til lige under barmen. Jeg håber meget på at være færdig i løbet af marts, og glæder mig meget til at tage kjolen i brug. Det er en ret tynd garn, og kjolen kan formentlig bruges til både forår og efterår. Til vintertiden skal man formentlig bruge en underkjole for at holde varmen.  Kjolen bliver strikket på rundpind, og jeg er startet nedefra. Hvordan jeg laver halsdelen og ærmerne grubler jeg stadig lidt over over, men er kommet frem til at det ikke skal laves med synlig raglanindtagninger, men det bliver formenlig med rundstrikket bærestykke. Ærmerne skal være 3/4, og halsenåbningen skal være forholdsvis stor. Er meget spændt på det endelige resultat, og om kjolen mon vil holde sin facon når den kommer i brug - det ville være så ærgerligt med det store arbejde, hvis man laver røv i kjolen ved første dag på...

lørdag den 11. februar 2012

Livets knuder

Tusind tak for de dejlige kommentarer, som I har lagt på det sidste indlæg. Jeg har virkelig fået meget ud af at "snakke højt", som Marlene skrev, og jeg kan mærke at det har hjulpet. Jeg er ikke på grådens rand, jeg er ikke helt håbløst fastsat i et hul, og jeg kan fint se lys i tunnelen. Ikke desto mindre har jeg en masse tanker om, bl.a. det med min far, som nager mig.

Jeg tror det som tager så meget energi er, at jeg ikke føler jeg kan hjælpe min far. Jeg kan ikke redde ham, og i princippet er det heller ikke mit lod. Det er hans, og han skal selv komme videre og væk fra hans misbrug. Men jeg skal alligevel hele tiden tage stilling til om jeg vil se ham, snakke med ham, snakke med min mor om ham, snakke med mine brødre om det hele, og så videre. Jeg vil jo gerne snakke med min familie om ham, og hans problem, men der hvor jeg syntes det bliver svært er, når jeg skal tage stilling overfor ham - man svæver tit mellem tvivlen. Og ofte føltes en beslutning helt forkert, selv om den nok er den rigtige. Spørgsmål som "skal jeg sige, at jeg ikke vil snakke med ham" gør, at man får dårlig samvittighed, og at må får en form for skyldfølelse over, at man så ikke hjælper/hjælper nok.

Foruden ovenstående tanker har jeg meget svært ved at forholde mig til, at jeg er vred på ham, samtidig med at man har lyst til at gøre alt for at hjælpe ham. Man bliver splittet, og indeni får man en hård nød, som vokser ved hvert svigt/løgn han udsætter mig/os for. Som jeg skrev i det tidligere indlæg - jeg er så glad for, at jeg kun har en far der drikker...og ikke har oplevet en alkoholiseret far, da jeg var barn. Hvad man kan påtage sig som voksen af skyld, kan kun være meget sværere for børn at klare.

Jeg har tænkt meget over det med, at livet giver knubs, og at man skal arbejde for alle forhold man møder her i livet. Og overfor mig selv har jeg indset, at mit liv har knuder, som andre har lavet. Knuder, som jeg ikke selv er skyld i, og som jeg skal indse, at man måske ikke kan/skal løse op. Hverken for dem som har lavet dem eller for en selv....og at det er ok at bryde garnet engang imellem. En brudt tråd er måske starten på nye masker....eller håbet om.

torsdag den 9. februar 2012

Kender I det? - At man utroligt gerne vil, men ikke har overskudet?

Det er så mig i disse dage - som i virkelig meget mig!

Jeg havde ellers lagt et indlæg op om et nystrikket hue - kæresten havde taget billeder, teksten var mere eller mindre ok, og jeg skulle så bare lige sætte det sammen. Men, men, men - dagligdagen og livets gang overhalede mig indenom, og så kan RAW-format på kamerat og ting man har lavet være nok så fint!

At mangle overskud kan skyldes mange ting, og ofte kommer en ting sjældent alene. Det er sjovt, som tingene hænger sammen, og til tider gør at ting virker meget mere kompliceret end de måske er (selv om de faktisk OFTE er komplicerede).

For mit vedkommende kan jeg pt. hænge mit manglende overskud på følgende hovedbrud...
 - min far er begyndt at drikke igen (har faktisk gjort det længe), hvilket har resulteret i at mine forældre nu ikke bor sammen længere, og at han idag er blevet indskrevet på et afrusningscenter. Selv om jeg ikke er et barn af en alkoholiker, men har en far der drikker - så trækker det virkelig tænder ud. Der er så mange følelser man hele tiden skal jonglere - vrede, overskud, tomhed, glæde, håb, irritation, frustration, vedmod....
 - min dejlige lillebror er pt. 4 måneder i Canada - og jeg savner ham hver dag (sig det ikke højt til ham, for så får han bare nykker)
 - kæresten og jeg prøver at få børn, dog ikke med held, og jeg skal således snart starte på homonbehandling.    Ved godt at det måske ikke er så smart at skrive om det med graviditet, hvis nu ens boss læser med, men hvad pokker. Det fylder i mit hoved, min hverdag, og at dele den med andre end min mor og Mikkel er måske nok det bedste for mig....
 - det har været et hårdt arbejdsår i 2011, og 2012 ser pt. ud til at blive det samme, eller nå nej...prøv med mere. Elsker mit arbejde, men det er udfordrende at holde gejsten ved lige hele året rundt, og det har taget mig det meste af vinteren at komme over det punkt, hvor vikinger igen hvad sjovt (det er det heldigvis igen).
 - ....ja, og så alle de andre små ting, som kan komme snigende fra højre.

Så kære læsere - håber at I kan bære over med manglende indlæg. Mine hovedbrud skal lige hele lidt inden der er tid til mere overskud.

onsdag den 11. januar 2012

Så er der nye brocher på vej...

Kig over forbi hos den anden blog - Knapnok
Der er nye brocher til det lækre striktøj og til at give farve på kludene. 

tirsdag den 3. januar 2012

Kender I det? - At sygdom slet ikke vil slippe taget?

At bakcillerne syntes at angribe i flok, at de syntes de skal bo hos mig i lang tid, og at overskuddet således er skudt ret meget i sænk. At sofaen er den bedste ven, og at eneste lyspunkt er kærestens omsorg og en computer i skødet. Man føler til tider at man snart ikke har mere ret til at være pylret, og sart, og at man egentlig bare skal tage sig sammen. Men hvad gør man når man bliver svimmel af at få hovedet nedaf, at hosteanfaldene står i kø - er det så ikke fair at man er flad?

Syntes jeg har været alt for meget ramt af sygdom i den seneste tid! Snot, feber, migræneanfald, og nu ligger jeg med tør hoste, trykken for brystet og svimmelhed.

Gider ikke mere! Må 2012 være meget mindre sygdomsfyldt end 2011!

mandag den 2. januar 2012

2012 - Sokkens år!

Hjertelig velkommen til året, som for mig bliver sokkens år! 


Konceptet opstod som en idé på baggrund af min allerkærestes spørgsmål om jeg ikke snart skulle lade nogle strikkede sokker glide af pindene!?

For mig er strømper et besværligt ingenmandsland, hvor hælen er minefeltet, der kan springe min tålmodighed i luften. Ikke at jeg faktisk har prøvet at strikke et par strømper - men jeg tror bare, at det er sådan det er! At det er besværligt, irriterende, uendeligt, opslidende, oppillende og egentlig bare endnu et projekt, som komme til at ligge i skammekrogen.

Men, men, men - nu er det jo sådan med nye år, at der tager man tingene op til revision og genovervejelse. Jeg er derfor nået frem til at jeg må tage et godt tage i pindene og spidse læsebrillerne, og kaste mig ud i disse hælmasker. Det må sørme da kunne lade sig gøre. For hvem ville ikke gerne have disse strømper på, og samtidig kunne sige - jep, jeg har selv strikket dem!



Men som det er med mange af de kreative ting, så er det jo oftest sjovest når man er flere om projektet. Så hvis nogle af jer har lyst til at være med i strømpebåden, så¨sig endelig til. Min plan er at fremvise projekterne her på bloggen, vise billeder og fifs som jeg forhåbentlig lærer, og ikke mindst kig forbi på Pinterest. Her har jeg lavet et board - The beauty of socks (hvor ovenstående billeder også er fra). 

Glæder mig til at komme igang, og ikke mindst til at mødes på tværs af hælens masker!