Tusind tak for de dejlige kommentarer, som I har lagt på det sidste indlæg. Jeg har virkelig fået meget ud af at "snakke højt", som Marlene skrev, og jeg kan mærke at det har hjulpet. Jeg er ikke på grådens rand, jeg er ikke helt håbløst fastsat i et hul, og jeg kan fint se lys i tunnelen. Ikke desto mindre har jeg en masse tanker om, bl.a. det med min far, som nager mig.
Jeg tror det som tager så meget energi er, at jeg ikke føler jeg kan hjælpe min far. Jeg kan ikke redde ham, og i princippet er det heller ikke mit lod. Det er hans, og han skal selv komme videre og væk fra hans misbrug. Men jeg skal alligevel hele tiden tage stilling til om jeg vil se ham, snakke med ham, snakke med min mor om ham, snakke med mine brødre om det hele, og så videre. Jeg vil jo gerne snakke med min familie om ham, og hans problem, men der hvor jeg syntes det bliver svært er, når jeg skal tage stilling overfor ham - man svæver tit mellem tvivlen. Og ofte føltes en beslutning helt forkert, selv om den nok er den rigtige. Spørgsmål som "skal jeg sige, at jeg ikke vil snakke med ham" gør, at man får dårlig samvittighed, og at man får skyldfølelse over, at man ikke hjælper/hjælper nok.
Foruden ovenstående tanker har jeg meget svært ved at forholde mig til, at jeg er vred på ham. Samtidig har jeg lyst til at gøre alt for at hjælpe ham. Man bliver splittet, og indeni får man en hård nød, som vokser ved hvert svigt/løgn han udsætter mig/os for. Som jeg skrev i det tidligere indlæg - jeg er så glad for, at jeg kun har en far der drikker...og ikke har oplevet en alkoholiseret far, da jeg var barn. Hvad man kan påtage sig som voksen af skyld, kan kun være meget sværere for børn at klare.
Jeg har tænkt meget over det med, at livet giver knubs, og at man skal arbejde for alle forhold man møder her i livet. Og overfor mig selv har jeg indset, at mit liv har knuder, som andre har lavet. Knuder, som jeg ikke selv er skyld i, og som jeg skal indse, at man måske ikke kan/skal løse op. Hverken for dem som har lavet dem eller for en selv....og at det er ok at bryde garnet engang imellem. En brudt tråd er måske starten på nye masker....eller håbet om.
Dejligt at høre, at det hjalp at 'snakke højt':) Det lyder som nogen rigtig gode erkendelser, du er kommet frem til. Specielt den sidste del ramte også noget i mig, men det er en anden snak, vi kan tage næste gang vi ses. Er rigtig ærgerlig over, at jeg ikke kan komme på lørdag. Så havde jeg været klar, parat med lyttende ører og kæmpe knus. Her får du det i virtuel form i stedet:)
SvarSlet