mandag den 7. oktober 2013

Kreative Dage - kom og besøg mig hos Fox og Jane

Jeg er så heldig at de dejlige damer fra Fox & Jane har inviteret mig til at deltage på deres stand til Kreative Dage i Fredericia. Jeg er naturligvis meget smigret over deres tilbud, og glæder mig virkelig til at være en del af deres garnparadis. Ud over at glæde mig til en dag i deres skønne selskab, så er jeg virkelig også spændt på at vise det plantefarvede garn frem til et så stort arrangement.
Har jo tidligere deltaget på bl.a. Strik Brande Glad og Grib Garnet i Silkeborg, og var dengang virkelig glad for den store respons der var på både farver, garn og ikke mindst selve farvemetoden. I Silkkeborg var jeg afsted med min gode veninde, Anne. Hende og jeg har nu faktisk valgt at slå pjalterne sammen, og kører parløb fremover - farverigt samarbejde kan man næsten kalde det (mere om dette i den kommende tid). Det bliver derfor garn fra både Anne og jeg, og det i et væld af skønne farver. Vi har lidt forskellige løbelængder, som passer godt til både strik, hækling og broderi.





Da vores lager egentlig var lidt tomt, er jeg gået igang med den helt store opdatering af farvelageret, og i den forbindelse har vi fået en ny garn hjem. 
Midt på sommeren fik vi nemlig den dårlige nyhed, at vores normale farvegarn (lammeuld 300 meter pr. 100 gram) var udgået, og vi måtte tænke i nye baner.
Vi har været vidt omkring og overvejet mange ting, specielt løbelængden har vi brugt en del hovedbrud på. Vi er nu landet på en lang en af slagsen - 650 meter pr. 100 gram. En flot, luftig og meget blød garn, som er perfekt til strik på de tyndere pinde. Den kan nemt lægges dobbelt eller strikkes sammen med bl.a. Isagers Alpaka 1 eller Garnudsalgs Blackhill Superfine Alpaka/Blackhill Kidmohair Silk. Ligeledes er den super til baby og børnestrik, idet den er blød, og går fint i vaskemaskine på uldprogram. Men kig forbi hos Fox & Jane, og mærk og se de mange nuancer. Giv jer endelig tilkende - jeg vil elske at hilse på, og få en snak om garn, farver, blogs...og mange mange andre ting!

Find os på stand 1383, lige overfor Sand Sandwichbar. Jeg er der kun om fredagen!

mandag den 23. september 2013

Strikkefestival på Fanø 2013

Jeg tog i fredags afsted, som festivaljomfru (ihvertfald hvad angår Fanø Strikkefestival), og kom igår hjem med smil på munden og strikketasken fuld af gode oplevelser, grin, garn og nye venskaber. Ikke så meget fordi det var fantastisk at stå i  lange køer for at kigge på garnstande, at der var en endnu længere kø til færgen, at man skulle væbne sig med den yderste tålmodighed når man skulle bruge dankort på hele øen, at man ingen steder kunne se hvilke salgsstande, der stod hvilke steder og så videre....

Nej, weekenden var skøn fordi jeg var sammen med gode damer i en drøm af et Fanøhus, kørte ombord på færgen i den smukkeste Volvo Amazon, spiste skøn mad med rigelige mængder rødvin, viste mit plantefarvede garn frem, fik shoppet keramikknapper hos min yndlingskeramiker (Birthe Sahl), fik grinet og snakket, sover igennem om natten for første gang siden vi kom hjem fra sygehuset med Laurine, så horder af kvinder iført smukt strikkede Christel Seyfarth-design og andre fantastiske strikketøj, mødte nye dejlige damer, nød det smukke efterårsvejr, fik nok årets sidste softice, og meget, meget mere. Umiddelbart var det sjoveste og skønneste faktisk tiden i sommerhuset, og den nød vi i fulde drag. 

I får her lidt billeder fra weekends strabadser...gør det gerne igen. Men holder mig selv i mente, at der bestemt ikke behøver at være en strikkefestival for at man kan tage i sommerhus for at strikke. Det kan gøres hele året rundt og i hele Danmark. 


Asli på vej til den første workshop...selvfølgelig kørende i den smukke Baron!



Annes fine ting - hjemmelavet selvfølgelig! 

Jeg havde tømt farvelageret og taget min "pralecirkel" med.

Køen til salgsboderne i Sønderho Skole

Dog er det ingen sag at stå i kø, når blot selskabet er godt...


Farvel Fanø...see you another time! 

lørdag den 14. september 2013

Plantefarvet uldundertøj

Nu hvor vi går efteråret i møde...eller uldsæsonen er det skønt igen at kunne iklæde Laurine i noget af alt det plantefarvede jeg har på lager. Sidste år farvede jeg forskellige størrelser og udgaver af babyuldundertøj. Jeg havde set det hos JardarMamma´s blog og syntes at det var en fantastisk måde at sætte lidt mere kulør på det ellers lidt kedelige uldundertøj. Jeg købte en del forskellige ulddele i diverse genbrugsbutikker, og brugte dem som farveklud - og det virkelig utroligt godt. Som I kan se på billederne så er uldbodyerne syet med syntetisk tråd, hvilket gør at syningerne fremstår hvide. Dog syntes jeg blot at dette er en skøn detalje, og at det giver nogle fine kontraster. Jeg vil på sigt meget gerne farve mere til babyer og børn, og pønser på at finde et godt sted at købe de syede ulddele fra. Skulle du havde gode erfaringer og oplevelser med uldundertøj til babyer, så skriv dem endeligt her. Jo flere input og holdninger til hvad der er godt uldundertøj jo bedre.

Jeg har selvfølgelig brugt Laurine som model - når nu den lille dame er sådan en linselus så var det ingen sag at tage et par billeder. Hun er foruden den brune uldbody (som er farvet med valnødder) iført en skøn rød barselsgave (farvet med kraprod) fra en kær veninde. Faktisk er det hende, som har fået mig rigtig igang med plantefarvning, og jeg skylder hende mange tak for inspiration, opmuntring og ikke mindst hendes dejlige venskab. Da Laurine og jeg stadig lå på sygehuset sendte hun en skøn gave med strikkede futter og denne smukke plantefarvede top (mener det er en Lene Holme model). Endnu engang tak, Lone!''



mandag den 9. september 2013

Tidligt søndag morgen...

...tog jeg mig en alenetur i skoven. Laurine var hjemme hos far, og jeg tog bilen, den gode havesaks, Ikeaposen, den svenske kurv, kameraet og drog afsted.
På fourageringstur - efter farverige muligheder. Jeg er nemlig igang med at samle til vinterlager således, at farverne alligevel kan springe fra gryderne, selv om sneen eller frosten dominerer landskabet. For der er ikke noget bedre end duften af lyng, rejnfan eller lignende på en decemberdag - man inviterer sommerens varme dufte indenfor, og det er lige til at lette et hvert nedtrykt sind. Så jo mere jeg har på lager jo bedre. Vejret var skønt, vinden stille og lyset så fint! Her er lidt billeder fra min morgenoplevelse.



Jeg var ude efter lidt af hvert - lyng (som står så flot blomstrende lige nu), svampe (allerhelst spiselige, men farvesvampe er også en helt fantastisk fangst), bregner og almindelig gyldenris. Og der var gevinst med det hele....





Her på det nederste billede ser i en lille gut, som jeg mødte midt i fotograferingen af kurven med svampe. Pludselig lå den der ved siden af - helt stille! Jeg fik et stort chok, og måtte lige sunde mig inden jeg betaget fik taget nogle billeder. En sådan oplevelse er en af de skønne ting man får med i posen sammen med de smukke farvede garner. Man får frisk luft, en tur i skoven, hvor man møder de derboende væsner. Har tidligere ture mødt både harer, mus, dådyr og diverse fugle, og det giver virkelig en ekstra oplevelse med på vejen. Bestemt et stort bonus!

fredag den 23. august 2013

Plantefarvning med friske valnødder og blade

Havde i uge 31 besøg af den altid dejlige Asli. Hendes forældre bor ikke så langt fra vores nye hus, og det føles som et stort privilegium, at hun ganske tit er på besøg i det vestjyske. Asli har foruden en stor afhængighed til mine farvede garner (hvilket jeg syntes er helt fantastisk), også fået hul på det at plantefarve. Det var derfor nærliggende, at vi skulle farve når hun var på besøg en hel dag.
Asli havde forinden skrevet, at hendes faster havde et stort valnøddetræ, og om de måske var noget, der kunne farves med (de giver nemlig utrolig meget farve fra sig, hvilket kan ses, når man laver kryddersnaps med nødderne i juli/august). Så sagt, så gjort - Asli hentede en stor spand nødder og blade fra træet på Fyn. En stort overdådighed, idet det er næsten umuligt at få valnøddetræer til at gå her i vest.

Her er fremgangsmåden for farvning med friske valnødder og blade:

Garn og materialer til farvningen findes frem - Asli arbejder med garnvinden, og jeg har fundet gasgruekedlen frem.

Først bundes garnet med 3 runder garn, således at det ikke filter under farvningen. Garnet lægges i blød forud for farvningen, således at man får en jævn indfarvning. Man behøver ikke bejdse garnet når man farver med valnød, idet de indeholder utrolig meget garvesyre, som gør at farven sætter sig godt fast i garnet. Så det er en af de nemmere farvninger, idet man kan skære en af processerne væk. Det er jo altid rart.

De smukke friske valnødder kan nydes lidt inden de klippes i stykker - de dufter helt utrolig skønt og krydret. 


Vi farvede både med friske nødder, og med bladene fra træet. Der er godt med farve i begge dele, dog giver bladene en lidt lysere nuance end selve nødderne.

Derefter skal alle valnødderne klippes/skæres i mindre stykker. Her kan kraftigt anbefales at bruge handsker - der er utrolig meget garvesyre i nødderne (hvilket er det, som giver farven). Dette farver dine hænder, og kan give svie i rifter og tør hud. Se længere ned hvordan hænderne kommer til at se ud, hvis man ikke bruger handsker. Man kan med fordel bruge en havesaks til dette arbejde, og i den forbindelse er det vigtigt at sige, at man skal plukke valnødderne i perioden slut juli start august - før de danner en hård skal, og derfor er svære at klippe/skære over. 

Her ses hvorledes nødderne ser ud indeni - selve skallen på nødden er så småt ved at blive dannet. 

Sådan så min hånd ud undervejs i projekt - klip-nødderne-over. Og den blev kun mørkere i løbet af dagen. Så husk handsker! 
Når nødderne er klippet over puttes de gryden, og koges i et stykke tid. Stille og roligt bliver vandet brunligt, og man kan nu putte garnet i. Lad garnet og farvevandet kommer op i temperatur - til ca. 90 grader, og lad det blive der i godt 1 times tid. Lad derefter garnet køle af i farvegryden. 

Farveresultatet på min hænder taler næsten for sig selv - valnødder giver meget farve. Jeg har pt. ikke fået fotograferet selve garnet, og lover at gør det snarest, så I kan se vores resultater. 

søndag den 11. august 2013

Tilbage...til bloggen, til nettet og i tiden

...og ih, hvor har jeg savnet jer!

Der har været så stille på bloggen, og jeg vil sige at det har været ganske ufrivilligt. Vi er jo flyttet i vores nykøbte hus, og da det er i landlige omgivelser, så har det ladet noget vente på sig med det der internet. Nu er vi online, og jeg har nu igen endelig hurtig adgang til google, blogger, pinterest og facebook - skønt!

Jeg har gået meget og grublet over, hvad jeg dog skulle skrive om, som det første indlæg. Garn, plantefarvning, vores nye hus, Laurine, eller noget helt 7´ende.
Jeg har bunkevis billeder til de første 10 indlæg. Skulle det være teksttung eller billedsmukt - med indhold eller inspiration. Igår faldt valget - Laurine og vikinger.

Vi har nemlig været på vikingemarked på mit arbejde her i weekenden. Det er det helt store event i årets gang på Bork, og det er altid en fed oplevelse. Da jeg stadig har barsel kunne vi i år "bare" være turister, og nyde alle de gode oplevelser, møde gode venner og vikinger, samt bare nyde at være i de historiske rammer. Kæresten og jeg har jo begge vikingetøj, og jeg følte lidt at jeg ikke kunne tage på marked uden det - og selvfølgelig skulle vores lille yndige Laurine også have tøj. For sagen er den at der har været utrolig mange vikinger, som har fuldt med i Laurines start på livet via bl.a. Facebook og bloggen, og for at det ikke skal være løgn annoncerede min kære kollega på tingstenen sidste år, at husfruen var gravid. Så jeg ville jo gerne vise en sød og smuk vikingedatter frem. Så jeg har håndsyet hendes lille hvide hørkjole og gule uldkjole, og nålebundet en fin lille silkekyse.

Her er lidt stemningsbilleder fra dagen - vi havde en fest, og ih, hvor er jeg stolt af min lille stærke datter!




lørdag den 15. juni 2013

Jeg er min blog utro....med instragram!

Ja, det har jeg ihvertfald læst, at en anden blogger føler at hun er. Og det er næsten lidt som om det er for let - det der Instagram. Særligt når man nu ikke har alverdens tid grundet huskøb og flytning, Laurine, efterfølgerne fra min fars død, helbredstjek, og forberedelse til en større kæbeoperation (pyh, bliver helt svedt af at skrive det). Så det bliver ikke til så meget bloggeri i disse dage. Jeg beklager meget...og lover højt og helligt at jeg vender tilbage med fuld vind.


Lige lidt info til jer som måske går og venter på at jeg får lavet min garnbiks på nettet  - den er pt. udsat indtil ca. november, idet diverse regler for barsel gør at jeg holder mig i skindet med et større og organiseret salg. Jeg håber at I har tålmodighed...